Kom i praktik på Envision

Vi forstår forbrugerne

Vi søger talentfulde praktikanter til vores strategiske indsigtsarbejde – studerende, som brænder for forbruger-, markeds- og medieundersøgelser, og som ønsker at omsætte deres teoretiske og metodiske færdigheder til hands on-erfaring.

Vi får det bedste ud af brands

Envision er et reklamebureau i hjertet af Aarhus, der arbejder med nogle af de fedeste brands i Danmark. Vi har fx reddet grundvandet med Gulddreng, vi aktiverer sponsorater for hummel, hylder alt det normale i Normal og bekæmper overfiskeri med WWF.

Vi er sat i verden for at booste vores kunders forretning. Vi identificerer uopdagede muligheder, udvikler relevant, troværdig og differentieret kommunikation og leverer strategisk-kreative løsninger på alle platforme. Hver eneste dag.

Du er en reklameinteresseret researchnørd

Som praktikant bliver du tilknyttet vores strategiske plannere, som du assisterer med research og analyseopgaver i arbejdet med at identificere de indsigter og den medieadfærd, der tager os til effektfulde kreative koncepter og kampagner. Din opgave bliver i høj grad at følge og forstå målgrupper. Hvad gør de? Hvorfor gør de det? Og hvad betyder det så for måden, vi skal kommunikere til dem på tværs af medier? Du vil typisk komme til at arbejde med: desk research, voxpop, interviews og fokusgrupper, markeds- og medieanalyse, SoMe-strategi, surveys og workshops samt diverse ad hoc-opgaver.

Du er interesserer dig måske også for film

Hos Envision har vi også vores egen filmafdeling, der både laver større og mindre produktioner for vores kunder. Derfor vil der også være opgaver, hvor du kan assistere på filmproduktioner og bidrage til, at vi sammen får nogle fede og seværdige film i kassen. Så hvis du går rundt med en lille filmskaber i maven, har du også rig mulighed for at prøve kræfter med filmproduktion, mens du er hos os.

Du skal i praktik i forårssemestret

Måske læser du på kandidaten i kommunikation, marketing eller medievidenskab. Måske er du kandidatstuderende på antropologi, oplevelsesøkonomi eller psykologi. Eller måske har du din gang på ITKO eller Informationsvidenskab. I hvert fald er du nysgerrig på mennesker og medier, har viden om og interesse for reklame og kommunikationsstrategi og er ikke mindst vild med at lave desk research samt kvalitative og kvantitative undersøgelser. Personligt har du masser af gå-på-mod, er struktureret, har gode research- og formidlingsevner og arbejder såvel selvstændigt som i teams. Og er du hård til IndexDK, elsker at lave interviews, mestrer online surveys, er tekstforfatter eller community manager i fritiden, er det bestemt heller ikke en ulempe.

Det praktiske

Praktikforløbet er ulønnet, 37 timer om ugen og strækker sig fra februar til og med juni 2021. Til gengæld kvitterer vi med masser af praktisk udfordring og udvikling samt ikke mindst byens bedste kokke, som hver dag laver lækker morgenmad og frokost til dig.

Er du vores perfekte praktikantmatch, så send en motiveret ansøgning, CV, karakterbevis og andet relevant senest d. 6/11.

Bemærk dog, at vi afholder samtaler og ansætter løbende

Send ansøgning

Envision Now In Copenhagen